Ja, dette er en av mange påstander som kommer fra O. W. Fasting som var en tur innom Florø rundt forrige århundreskifte. Her har han skrevet ned sine erfaringer og inntrykk fra oppholdet. La oss først ta for oss Fjøsø – Øen med de mange fjøs: Det har gjennom tidene vært mange oppfatninger om hva som var opphavet til navnet Florø. Amund Helland skrev i 1901 at navnet sikkert kom fra «Flori», og at det enten betydde «flate eng» eller fjøs. Selv holdt han det første som mest sannsynlig. Professor Gustav Indrebø hevdet navnet stammet fra «Flodr» og at det betydde smal renne eller kanal. Harald Stavang har i sin Kulturhistorisk veiviser katego risk avvist at navnet har noe med ø eller øy å gjøre, men er navnet på en land skapsform. Det siste kan sikkert være riktig. Det som imidlertid er historisk interessant i denne sammenheng, er at oppfatningen i Florø for over hundre år siden, var at navnet betydde: «Øen med de mange fjøs». Så over til beskrivelsen av Florøborgerne som Fasting har skrevet. I jubileumsboken fra 1960 har en bare nevnt at skildringen som er skrevet er noe som Florøfolk helst vil forbigå i stillhet. Selv er jeg innflytter til Florø, og har vel ikke de følelsesmessige reaksjoner av å lese at Florø stort sett består av dovne folk og at en måtte rømme byen når musikkkorpset inntok gatene. I så tilfelle får en glede seg over at dette ikke er til felle i dag. Derfor: Fyll opp rødvinsglasset, len deg tilbake foran peisen og les O.W. Fasting sin beskrivelse med et åpent sinn. Uansett er dette en viktig del av Florø's historie.
Det glimtede mod os helt ud i Sundet et hvidt Bret med den lysende Indskrift: «Florø». Denne Anvisning var ikke overflødig. Uden den var det kun ringe Sandsynlighed for, at vi havde opdaget Søndfjords Kulturcentrum. Florø, – egentlig Fjøsø, Øen med de mange Fjøs, – er ifølge Geografien et Ladested. Jeg har tidligere ikke vidst, hvad der var at forstaa ved et «Ladested». Nu ved jeg det. Thi Florø er Ladestedet par exellence. Ikke en eneste Sjæl bestiller det Gud skabte Gran. Om det er Ladesteds navnet, som har stemplet de indfødte, eller de indfødte som har stemplet Byen, mangler jeg de historiske Forudsætninger til at afgjøre.
Ladestedet har nihundrede og syv og tre dive eller ni og tredive Indbyggere. Jeg har endnu ikke faaet Underretning om, hvilket af disse Tal der er, som i Øieblikket skal gjælde. Man «venter» nemlig hver Dag en Frue, som er sikker i Retning af Tvillinger. Men Spørgsmaalet antages dog endnu ikke at være naaet frem til sin Løsning. Byens vigtigste Ervervskilde antager jeg er Dovenskab. Alle de Mennesker, jeg har seet, har ialfald æsentlig været optaget med at dyrke denne Bedrift. Samtlige Gjærder er bortabonneret som Understøttelsesmidler for overanstrengte Borgere. Gjærderne anse es ogsaa som Byens egentlige Børslokaler. Til Belysning af Borgernes Energi kan jeg anføre:
Jeg skulde have fat i noget Agnsild. Min Nabo sagdes at være i Besiddelse af saadan Vare. Jeg henvendte mig til et Bud med en Anmodning om, at han skulde hente mig lidt, men fik til Svar : «Detta kan De ikkje meine. o? So seint? Klokke æ øve halv nie!». Byen har et Brandvæsen, som bestaar af en almindelig gissen Vandtønde, der hviler paa en Haandkjærre, og fem Brandspand. Disse er vel bortgjemt hos en Møbelsnedker. Naar der er Brandudrykning, trækkes Kjærren afsted i et langsomt og forsigtigt Tempo, der ikke udsætter Borgernes Liv for nogen Fare ved Overkjørsel. Vandtønden «administreres» af en gammel, laaghalt Brandchef. Hvis han raader over nogen Assistent, har jeg ikke Æren af at kjende denne. Naar Vandtønden ankommer til Brandstedet er den tom. Den tjener nemlig tillige som Gadesprøite. Og da nu engang ingen kan tjene to Herrer selv ikke i Florø, uden at en af Herrerne lider Tab, gaar det her utover Brandtjenesten.
Byen har et Vandverk bestaaende at tre Pumper. Disse er aabne fra 9 – 10 Formiddag og 7 30 – 8 Eftermiddag. Min Assistent og jeg bruger hver vor Bøtte Vand til vort Morgentoilet. Efter 2 Dagers Ophold kom der en Henvendelse til os fra Magistraten: «om det var vor Hensigt at sprænge Byens Vandverk?». Senere har vi maattet nedsætte Forbruget til kun en Bøtte pr. Dag. Vandhentingen foregaar saaledes: Først fyldes Byens Brandtønde, saa tager Klokkeren, hvad der tiltrænges til Daab og andre kirkelige Gjerninger. Dernæst gives Byens Tjenestepiger Adgang til at forsyne sine Bøtter. Pigerne mødes altid i fuldt Festskrud ved Pumperne. Det er et smukt Genrebillede at se dem i ivrig Sladder. Der er noget gammeltestamentligt over det Hele. Og mangen SøndfjordsEliezer har her fundet sin Rebekka. Af Serværdigheder fortjener først og fremst Byens Kanal at nævnes. Jeg havde ikke sat min Fod iland, før jeg ble spurgt, om jeg maaske vilde gaa direkte did; thiligeoverfor dette Underværk gjaldt det som aldrig før: Se Neapel og dø. Dette vil anta gelig sige: Se Kanalen, førend man dør. Jeg hadde ikke Tid netop straks til at tage afsted. Men senere har jeg flere Gange søgt at finde dette Underverk uden at have havt det Held, som efter Sigende skal følge den, der søger. – nemlig at han skal finde. En Eftermiddag laa vi ude og roede i timevis rundt for at finde jennemskjæringen. Men forgjæves. Tilslut foreslog en af os som den antageligste Løsning, at «Borgerne havde glemt at hænge den ud for Anledningen». Nu har jeg dog endelig faaet fat i den, takket være en duelig Lods. Kanalen er en Rendesten, saa bred som en almindelig Færingsbaad, 50 Meter lang og af ingensomhelst Dybde. Den er fuld af Grønske, udbreder en farlig Stank og kan kun passeres ved Springflod. Til enhver anden Tid er den hængt op til Tørring.
Af Forlystelsessteder har Byen tre Dampskibsbrygger. Disse besørges jevnlig af samtlige Byens Indvaanere med Undtagelse af en eneste Mand, som er lam. Børn under to Aar tager sine Taateflasker med. Vi frem mede, der for en kort Tid opholder os der, er ogsaa grebet af denne Byens For lystelsesmani. Vi indfinder os derfor regel mæssig ved hvert Dampskibsanløb. Kun naar «Balder» lægger til, holder man sig noget undaf. Den fører nemlig en Odeur, som er selv en Florøianer for stram. Jeg har hørt et Rygte om, at Byen skal eie et orkester sammen med en Del andre Kulturcentrer i Søndfjord. Hvis saa er, antager jeg, at Forholdet er som med den ene Maage, som Brudvig og Vaksdal eiede sammen. Kom man til Brudvig, var Maagen paa Vaksdal. Og spurgte man efter den paa Vaksdal, – ja saa var den fløiet over til Brudvig. Orkestret har ialfald ikke været her i min Tid. Derimod var her for et Par Dage siden en Del tyske Hornblæsere, som tudede løs i Gaderne. Da rømte jeg Byen. Her findes en Myrstrækning, som gaar under Navn af «Parken». Ved Hjælp af en skarp Luppe kan man opdage en Del udplantede Smaatrær, som forresten trives fortrinlig.
Om ti Aar vil virkelig Byen her have en Park og det en Park, som ligger vidunderlig vakkert, rundt om et stort Vand. Gjennom Parken fører Byens eneste Spadservei, hvor dens eneste Cyklist hver eneste Aften holder sine Øvelser og aser paa, som om det virkelig var noget om at gjøre, at han kom rundt denne Miniaturvei saa og saa mange Gange i Løbet af saa og saa mange Minutter. De gjængse Begreber om Afstande er høist merkværdige. Det heder saaledes, at den og den Dampskibsekspedition ligger «langt ude i Byen». Afstanden er ikke stør re, end at en middels Søndfjording kan naa did med en almindelig Tobakssprøit. Samtidig heder det, at der kun er «en liden Maale» ud til den og den Fiskeplads. Og jeg Parken (Idag Lillevann): Her fantes byens eneste «gangvei» og hvor byens eneste syklist dag lig hadde sin sykkeltur.Hvem som hadde byens første sykkel har jeg ikke klart å finne ut. I følge H. J. Stavang's Kulturhistorisk veiviser skulle visstnok byens første sykkel stå i Haave huset (Abraham Haave kjøpte huset rundt 1920). Dette huset ble reist av Jens Severin Bloch Helmers i 1901/1902. Var det Helmers som var syklet rundt i 1900/1901 og var byens før ste syklist?
trænger fire Timer og en Mængde For bandelser for at naa did. Man sagde mig, at Apotheket laa meget langt borte. Jeg satte Fart paa og mistede hele Byen i Løbet af to Minutter. Men man vænner sig til alt. Nu forstaar jeg at vurdere de indfødes Afstandsangivelser. De regner nemlig med Byens grufulle Kjedsommelighed. Og tager jeg den med, – ved de evige Guder; der er forfærdelig langt ut til Apotheket. De indfødte er delt i to Leire, dem, der gjerne morer sig paa uskyldig Maade, og dem, der ser surt, søndfjordsurt til alt, der tjener til Adspredelse. Begge Leire adminis treres her som andre Steder af Fruerne. Et Forsøg paa at danne et tredie Parti: Cen trumspartiet, mislykkedes. Partiet drukne de i sin egen Raahed. De fleste Mænd vandrer rundt i Gaden om Morgenen, iført et Par Buksesæler og med Langpibe. Jeg har selv taget efter og finder Methoden at være udmerket. Al Sengegrættenhed blæses væk. Blæses væk ja. Her blæser nemlig bestandig. Nordost og Sydvest. Ustanselig. Ikke et sekunds Fred, uden netop naar den dybde Nat har fanget ind den hele Natur, saadan mellom 12 og 2, da kan her være blikstille. Og da – ja da skulde du se Florø. Du vilde tro at se et Drømmesyn. Deiligt, herligt! Saa mangen Gang har jeg siddet nede paa Bryggen. Tryllebundet i Nattens tause Fred over den hele sovende Natur. Paa Søbodernes Tage sidder de skinnende Maager og blunder. Op af de dybblaa Sunde løfter sig Holmer og Skjær som Fugle med tunge Vinger. Langt inde skinner de glitrende Bræer, baarne opp af de nakne, havvaskede Skalbjerge. Langsomt, langsomt hæver Havfladen sig. Det rasler, det skjæl ver i Kniplingsfrynserne langs Strandene. Langsomt, langsomt sænker Havfladen sig atter. Og Strandenes Bryster blottes af den vigende Linnedbesætning. Baadene inde ved Sjøboderne neier sig og løfter sig som Sjøfuglene om Dagen. Det skvulper inde mellem Bolverket. Det sukker om Strandene. Langt, langt ude, bak Holmerne stiger Røgen fra et Dampskip besort tilveirs og drager sig langsomt indover. Saa bryder Solen frem. De hvide aager paa Tagene løfter sine Hoveder. Længselen efter det bølgende Hav vaagner med den gryende Dag. De spreder sine Vinger, svæver udover og sender den sovende By Havfuglens skarpe, vilde Af skjedshilsen. Det er over det hele Dyrerige i Florø udbredt et Præg af Kjede og Livslede, som synes mig at være et Tilbageslag af Menneskenes Holdning. Selv min ene Hund, Storm, – Som dog er en livslysten og freidig Hund, gaar den ikke om og strækker sig i aderne og sukker, som Hjertet skulde briste i Livet paa den. Naturligvis møder de frem, alle Hundene, paa Dampskips bryggen. Selv en ulykkelig Kjøter, der er livende ræd Vandet, møder, skjønt den ved, at den hver eneste Gang bliver kastet i Sjøen af Smagutterne. Den vil heller drukne, for dog at faa lidt Adspredelse, end kjede sig ihel paa almindelig mennesklig Maade. Og Kjyrene. – de ligger ude påå de neknes te Næs og veirer og veirer: «om der dog ikke skulde strømme mod dem en Duft fra det fremmede, ukjendte?».
Jeg gribes af Vemod, naar jeg ser dem gaa her i Gaderne og trække sig, alle disse unge friske, udmerket vakre Damer. Herregud! Hvad kan vel Livet byde dem under disse forkrøblede Forhold, – Livet, som er saa endeløst rigt paa store Glæder og store Sorger, paa alt det, som kan skabe Inhold og rive Menneskene ud af Subbet! Jeg ved vel, at man lærer, at det ikke er de store Forhold, som skaber de store Mennesker. Men jeg ved ogsaa sikkert det, at de fleste af os er smaa Mennesker, som trænger de store Forhold, om vi ikke skal vokse os nedover istedetfor opover. Nedenunder mig bor Byens Høirepresse og ligeoverfor mig Søndfjord Avis, – Venstres Organ. Saalænge jeg har været her,
har jeg ikke seet en eneste Mand gaa ind i Trykkerierne, der tillige er Redaksjons kontorer. Redaktørerne kunde derfor have det saa gjennom fredeligt, hvis ikke de to Aviser stadig laa i Luggen paa hindanden. Under disse Feider udfoldes der en Raahed og en Dumhed, som nu heldigvis begynder at høre til Sjeldenheden andet Steds. Særlig er det mig eget Partis Avis, Venstreavisen, som udmerker sig – til liden Ære for Amtets nuværende Storthingsmænd. Handelsforholdene, – jeg tænker vi for bigaar dem. Der er et Fremmedord her i Søndfjord, som man udtaler galt, men som netop derfor maaske er ganske karakteristisk.
Man siger om Tiderne her, at de er florøsante! Fortsatt med? Ja, da er jo spøsmålet en stiller seg. Hvem fikk seg til å skrive dette om Florø? Den som skrev dette var Ole Wilhelm Fasting. Fasting ble født 3. februar 1852 på prestegarden i Jølster. Her vokste han opp til han fra fem års alderen flyttet til prestegården i Førde hvor han i dag er gravlagt. Han døde 5. februar 1915 i Bergen. Han var sønn av Michael Sundt Tuchsen Fasting som var sogneprest og født i Ortnevik (Sogn og Fjordane) i 1806. O. W. Fasting var ingeniør og forfat ter. Han tok ingeniøreksamen ved poly technikum i Zürich. Han arbeidet så i jernbanevesenet i perioden 1876 – 1878. Deretter var han overlærer ved den Tekniske skole i Bergen frem til 1908. I tillegg til sin lærergjerning var han kjendt som pressemann, foredragsholder og forfatter. Han har laget tallrike sketsjer, jakt og reiseskildringer, noveller, romaner, dikt og skuespill. Som en ser var dette en allsidig person og hvor han bl.a. har utgitt : Jagten her vesterpaa 1+2 (1898 – 1899), Fra Fjeld til Fjære (190), Lyng (1902), Drivtømmer (1903), Perler (1904), Solstrand (1905) og Graalyst (1907). Fortellingen fra Florø er hentet i boken Lyng. Det hører også med til historien at Fasting var kjent for å skrive i en lett og humoristisk tone. Dette kan jo være «for mildende» m.h.t. hva han skrev om Florø. I tillegg skrev han Lærebøger i analytisk Geometri og Mekanik (1897). O. W. Fasting opptrådte også energisk mot forbudsbevegelsen bl.a. ved brosjy ren «Paa gale veje» som vakte meget strid. Foruten å skrive mye og ha mange meninger om det meste var Fasting en ivrig friluftsmann og jeger, og hvor han i perioden 1899 – 1910 leide jakt og fis keretten på gården Vatne ved Sygnefest i Gulen kommune. Anders Moens slektsoversikt viser at han var gift med Ambrosia Mørch fra Oslo (05.09. 1857 – 14.08. 1919) og de hadde ti barn. Barna hadde et variabelt yrkesvalg som: Sykepleier, Ballett kunstner i Amerika, Lærer, Banksekretær samt Farmer i Britith Colombia (Canada).